Om kirken
Den danske Kirke i Schweiz er tilknyttet Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK). Kirken fejrede i 2007 sit 60 års jubilæum, idet de første danske gudstjenester i Schweiz kan spores tilbage til 1947. På dette tidspunkt oprettedes Det Lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd i Genève, og det var ansættelsen af danske præster i disse organisationer, som gjorde det muligt at afholde gudstjenester og etablere en dansk menighed i Genève. I de første mange år var der ingen særlig struktur på kirkens arbejde. De danske præster stillede sig frivilligt - og uden betaling - til rådighed samtidig med, at de varetog deres arbejde i Genève. Det er først med ansættelsen af pastor Poul-Erik Fabricius i 1997 - efterfulgt af Jørgen Almdal i 2003, Mads-Bjørn Jørgensen i 2006 og Jens Barfod i 2009 - at Den danske Kirke har fået en fast præst med præstegerningen som eneste opgave hernede.
I dag betjener Den danske Kirke i Schweiz hele landet. Kirken er stort set selvfinansierende og dens indtægter stammer fra bidrag og donationer fra menigheden, betaling for kirkelige handlinger, som ønskes afholdt uden for de ordinære gudstjenster, og endelig af de midler, der kommer ind ved afholdelse af forskellige arrangementer året igennem - blandt andet julestuer. Præstestillingen er ulønnet. Alle udgifter til præstebolig, transport og kontorhold samt til kirkens drift - herunder leje af kirker, honorar til organister og kirkesanger betales af kirken. Den danske Kirke i Schweiz er således helt afhængig af bidrag og støtte fra menigheden.
Ved medlemskab af en kirke i udlandet under DSUK, hvortil der er udsendt en dansk præst, er danskere automatisk medlem af den danske folkekirke med alle dertil hørende rettigheder til kirkelig betjening i Danmark.
Som medlem af kirken betragtes enhver, som yder støtte til kirken, og som står på kirkens mailingliste, som er dansk eller af dansk oprindelse (eller på anden måde føler en særlig tilknytning til Danmark), og som har fast bopæl i Schweiz eller tilgrænsende områder, samt vedkommendes familie.
Bidrag til kirken kan indbetales på de girokort, som udsendes med kirkebladet. Man kan også kontakte menighedsrådets kasserer Anders Gisselbæk tlf. 0041 22 740 3707 og få tilsendt et girokort.
CCP nr. 12-10950-6, Eglise Danoise en Suisse, 1200 Genève
Bankkonto: UBS SA, Case Postale, 1211 Geneve 2. Konto 240-354526.M1V - fra udlandet (Frankrig) skal man benytte BIC/Swift: UBSWCHZH80A og IBAN: CH02 0024 0240 3545 26M1V
