Båltale af FN-ambassadør Steffen Smidt, Sankt Hans aften 2011
Tale ved bålet, Genève, 24. juni 2011
Med heksen brænder noget, vi gerne vil af med …
Hvad vil jeg gerne brænde af – futte af for stedse – en aften som denne Sct. Hans aften?
- ”angsten for omverdenen”
- og dermed frygten for det fællesskab, som vi i stadig stigende grad bliver afhængige af
med andre omkring os – uden at vi i tide fatter det og fuldt forstår betydningen for os.
De første mennesker var i fællesskab med meget få, var afhængige af meget få, den nærmeste
familie, klanen. Evnen til at producere de få livsvigtige goder var lille, så andre udenfor
det nære fællesskab var en trussel, var farlige fjender – man måtte slås om de få værdier
man var i stand til at fremstille.
Med udviklingen er vi blevet anderledes afhængige af andre udenfor det nære fællesskab,
også udenfor familien, udenfor amtet, ja sågar udenfor landet! Men vi har haft en tendens til
at føle det fællesskab, som noget vi kunne vælge til og fra som vi lystede. Ville vi, eller
ville vi ikke dele fællesskab med andre omkring os, også andre udenfor landets grænser?
Og med globaliseringen er vi blevet anderledes afhængige af andre udenfor det nære og
det vante fællesskab. Vi er nået dertil, at vi ikke længere kan vælge til eller fra som det
passer os. Udvekslingen mellem mennesker på tværs af kloden – ikke bare varer, tjenester og
penge, men også idéer og tanker - foregår med rivende hast, og nogle gange påføres de os uden
at vi har bedt om det. Eller bryder os om det.
Der er opstået et fællesskab med andre – vil vi kendes ved det?
Ved vi, hvor afhængige vi er af omverdenen?
- På det nære område: når vi står op, tager bilen, kører på arbejde, tænder computeren etc. …
- På det økonomiske område: kan vi gøre os uafhængige af pris- eller rentestigninger i andre
lande; kan vi gøre os ufølsomme overfor en finans- og økonomisk krise som opstår et andet sted
på kloden?
- På det idémæssige plan: havde vi drømt om, at en karikaturtegning trykt i Jyllands-Posten
kunne skabe en voldsom reaktion et andet sted i verden? Det danske flag blev brændt af, danske
ambassader blev angrebet …
Er vi opmærksomme på hvor meget vi – på godt og ondt – deler med andre omkring os, også fjernt
fra os?
Er grænsen ved Kruså en dansk grænse, eller deler vi den med Tyskland?
Hvad gør vi så ved det? Langt fra nok, vel. Lad mig illustrere i 3 niveauer:
- 1: Vi handler med omverdenen – ja, uden nogen form for vanskeligheder.
- 2: Vi samarbejder med omverdenen – ja, men dog med visse begrænsninger, ikke? Deler vi
nok forpligtelser med omverdenen? Hvad med den nationale suverænitet, værner vi ikke om den –
også mere end den kan bære undertiden?
- 3: Vi udveksler principper og idéer på det sociale og det moralske område – vi kalder det
værdipolitik. Men deler vi principper og idéer med andre? Uddeler vi ikke snarere vore
egne end deler med dem?
Mit grundsynspunkt er:
Fællesskabet er ikke udviklet nok, før vi deler med andre lige så meget om idéer, principper
og sociale værdier, som vi deler med de andre, når vi handler flæsk og legoklodser med dem.
På Røde Kors-museet her i byen har man delt valgsprog med Dostojevskij som sagde: ”Enhver er
ansvarlig overfor alle andre for alt.”
Det er høje idealer – og vel er vi langt fra at have nået målet.
Men meget har vi nået, og vi danske har også bidraget. Nogle mere end andre, og I her om bålet
har ved jeres beslutning om at leve som danske blandt andre gjort en indsats, der er større
end de flestes.
Jeg kan også i kraft af mit arbejde se, hvad vi har opnået, bl.a. i form af internationale
aftaler. Men jeg kan desværre også se, hvor meget vi mangler for at dele det fællesskab, vi
reelt er underkastet på denne stadig mindre klode.
Og én af de største barrierer for at opbygge fællesskabet sammen er angsten for omverdenen,
tendensen til at vende omverdenen ryggen frem for at omfavne den.
Lad os i aften brænde den angst for omverdenen – og håbe vores flammer ved dette bål når
viden omkring.